Bekend kulør

Jeg venter på Jeanne ved et cafébord.

Citatet af Angeles Arrien; du skal aldrig skjule dit grønne hår – de kan alligevel godt se det, står skrevet i min notatbog på side 2. Jeg har glemt hvornår jeg skrev det, bladrer i de skrøbelige papirsider da en tone af pink glider forbi mig. 

“Jeg hedder Jeanne,” hendes håndtryk rækker ud og jeg tager imod med den ene hånd, imens den anden lukker bogen.

Jeanne er ved at sætte sig ned, da lyden af tyk glas som splintres mod det gyldne trægulv i caféen, får os begge til at spjætte. 

Vi vender os om i ryk.

Den unge kvinde, bag disken, med mørkt hår bundet i en knude smiler skævt. Hendes øjne griner. Ups

Glasstykker fejes sammen bag Jeannes ryg, og som var hun tankelæser starter hun samtalens tråd:

“Jeg overvejede sort arbejdstøj – men det skulle være pink.”

Jeanne ser ned af sig selv. Hendes pink trøje lyser op i caféens støvede grå skyggefarver. 

“Har du selv designet den?”

Mine fingre får lyst til at røre ved hendes logo som forestiller værktøj. Sort print i nubret overflade med et strejf af sølvglimmer mod pink bomuldnylon. 

“Jada!”

Det bobler i min mave, fornemmer at jeg stirrer. De mørke lokker som rammer de feminine skuldre virker til at kunne bære lidt af hvert. Ansvar foreksempel, og kunsten til at udrette, bygge og skabe.

“Jeg er handywoman.”

Hun formulerer ordet med læberne så lyden hænger i luften. Ordet tumler lidt rundt imellem de nøje udvalgte arkitekttegnede sorte møbler i caféens rum. Som om stedet ikke er vant til kvinder i pink, håndværkere og slet ikke en handywoman. 

“Jeg ordner alt det i folks hjem som bare ligger og venter på at blive gjort. Hænger de lamper op manden ikke gider. Sætter hylder op, reparerer, udnytter rums potentiale.”

Jeannes øreringe danser i øreflipperne i takt til hendes tale. Bevæger sig rytmisk så både guld og gyldne sten svinger. 

“Se her!”

Jeanne finder sin telefon. Skærmen toner frem med blåt lys, og pegefingeren stryger over billeder der afløser hinanden. 

“Må jeg se?”

Mine albuer læner sig over cafebordet, mine fingre rækker ud. Man ser altså bedst med hænderne. 

På skærmen smelter Jeannes talenter sammen. En indbygget hems, fantasifulde skabe og et LEGObord er kun lidt af det Jeanne har bygget til sine drenge. 

“Jeg har selv sat huset i stand derhjemme, og nu lever jeg at fikse, ordne og skabe løsninger i folks hjem. Jeg elsker det.”

Det sidste bliver sagt med tyngde, så selv det korrekt skrabede cafested må overgive sig til kvinden i pink. 

Jeanne sidder solidt på stolen, hænderne fortæller og hendes grin snor sig opad. Får de unge alvorlige mænd bagved til at vende sig med blikke mod lyden.

“Kan du lave alt?”

Jeg ved ikke hvorfor jeg spørger, en barnlighed tager mig. Føler jeg mig truet af en kvindes gåpåmod, selvstændighed og insisterende væremåde på at være præcis som hun er? 

 “Næsten,” siger Jeanne – altså jeg kan ikke lægge tag på huset, men ellers kan jeg klare det meste.”

“Sejt.”

Mine øjenbryn flytter panderynkerne op, mærker at jeg ikke føler mig truet af Jeannes skønhed, eller selvstændige formåen, men at jeg snarere er dybt fascineret af at møde et menneske som står ved sig selv. 

Hendes evner og lyster er blandet sammen til eet og hun bærer det både i udtryk, tøj og i sig selv. 

Notatbogen ligger stadig på bordet, glemt under kopper og tallerkener. Gemt under mine spidse albuer. 

Jeg smiler ved mig selv.

Jeg sidder overfor et lyslevende eksempel på citatet fra side 2 i min bog, og jeg ved, at når vi lige om lidt skilles, vil jeg huske Jeanne for netop dét. 

– Man kan lige så godt være sig selv, sort eller pink, verden har alligevel regnet os ud.
Mød Jeanne på Handywoman2woman

  

  

2 Kommentarer

  1. Marina 25/01/2016
  2. Julie Bruhn Højsgaard 06/02/2016

Skriv et svar