At turde, selv når du ikke tør.

Jeg er på vej mod Herning. Skal besøge Christina, ejer og chefdesigner ved CHRISTINA Jewelry & Watches. 

Lukas Grahams stemme flyder pludselig imod mig. 

“Cause I know the smallest voices, they can make it major.”

Jeg skruer op for bilradioen, giver speederen et dybere tryk, lader min stemme løfte sig med hans. 

Da jeg ankommer til parkeringspladsen går jeg forbi en ældre Ferrari. Får sådan en til lyst til at række ud, strække mig som en kælen kat op ad dens røde lak.

Min fornuft hjælper mig videre, skubber mig ind ad døren hvor CHRISTINA Jewelry & Watches er samlet under ét tag. 

I forhallen hænger en kongekrone på væggen, vidner om at her for nyligt var kongeligt besøg. 

Mine skridt bliver med ét usikre. 

Christina har sagt ja til at mødes med mig, min trang til at skrive om kvinders lys og passion har ført mig hertil på min rejse, men jeg har aldrig før mødt et menneske, der plejer at være bag min fjernsynsskærm. 

Da Christina kommer imod mig, rækker hun hendes hånd ud med et hej, og hendes smil åbner min erindring i mit baghoved. Husker hendes ansigt ved siden af en berømt cykelstjerne, scenen i mit hoved skifter, og Christinas fødder er højt strakt i dansesko i en vals i programmet “Vild med dans”. Erindrer hendes kjole som blå, men det er vist mine tanker der nu hvirvler rundt, imens Christinas hånd trykkes ind imod min. 

“Kom, lad mig vise dig rundt.” Hendes hånd viser nu vej mod det rum, der minder om en eksklusiv hal.

“Tak.” 

Mærker at mine kinder brænder. Det kæmpe rum, hvor folk arbejder bag deres skærme, er dækket af høje vinduer, lyset falder ind mellem loft og gulv. Alle kigger op, i takt med at vi kommer forbi.

En helt ny rød Ferrari står til pynt i midten af det hele. Dens blanke overflade trækker grådigt solstrålerne imod sig. 

“Der er noget over dens design, der inspirerer mig,” siger Christina, som muligvis ser at den røde farve giver genskin i mine øjne. 

Jeg nikker, lettet over, at det åbenbart ikke kun er mig.

Da vi senere sætter os i et mindre lukket lokale, læner Christina sig frem, hendes stemme får de blå dråber af topaser i hendes ører til at skinne. 

“Claus, min mand og jeg, boede engang i en lille studielejlighed i London. Vores ure kom på markedet, og ideen om at skabe et unikt produkt, schwiserure, udsmykket med diamanter, til overkommelige penge, var allerede på vej ud over mange butiksdiske, da jeg så bliver gravid.”

Christina holder pause, drejer på sin ring, små hvide blomster med sølvkant lægger sig op ad hendes ringefinger. 

-“Så skulle jeg hjem. Væk fra storbyen, tilbage til villavejene, mine børn skulle løbe omkring med en bold, imens biler sagtner farten, præcis som jeg er vokset op – tilbage til trygheden.”

Ordene hænger i luften. 

Jeg smiler ad mig selv, troede egentlig at man skabte en millionforretning, ejede cykelhold og kom med i “Vild med dans” når man boede i en storby. Ikke i Herning. Mig og mine fordomme. 

Som er hun tankelæser, siger Christina: 

“Mit krav til at være med i “Vild med dans” var faktisk, at vi skulle øve alle danse i Herning, så mit arbejde – og familieliv kunne balancere. Thomas Evers Poulsen fløj hver dag hertil.”

“Sejt!” 

Jeg kan høre min egen benovelse, skynder mig at lukke munden, inden jeg spørger om han er så sød som han virker. Ved godt at det ikke kommer mig ved, presser mine læber sammen. 

“Ja det var så vildt!”
Christinas pande foldes let, glatter hurtigt ud igen.

“2 år forinden havde jeg svoret, at jeg aldrig skulle danse i det program. Jeg vidste knap nok om jeg kunne danse.” 

Christina trækker vejret ind, puster hurtigt ud igen.

“Alligevel står jeg der en fredag aften, bag forhænget, og med adrenalinet pumpende rundt i min krop under kjolen, i dansesko og med Thomas’s hånd i min, venter på at træde ud på dansegulvet, imens Danmark ser med.”

“Hvordan kan det være, at du deltog alligevel?” 

Jeg tørrer let mine fugtige hænder af i mit buksestof, som var det mig der stod bag det forhæng. 

Christina kigger på mig over bordet. Den lyse hestehale lægger sig til rette på det blå stof ved hendes skulder. 

“Det gav lige pludselig mening at deltage, tiden havde givet mig lyst og mod.”

Christinas ord sætter gang i mine lysende tråde, der altid snor sig i mig. Trangen til at udfordre min egen kunst og styrke kæmper altid med om jeg nu tør

Hun folder sine hænder, måske hun ser følelserne bag mine øjne. Hun rører let ved sin pande. 

“Jeg har respekt for min hjerne,” siger hun så. 

-“Tankerne og hjernens mekanik kan trænes og forfines. Det er tankerne som kan tale mig fra at udfordre mig selv, tale mig fra at danse i “Vild med dans”, løbe en længere distance end igår, men er jeg opmærksom, passer jeg på mig selv, er det også hjernen, der netop kan hjælpe mig. Støtte mig med tanker, der hjælper mig i mål til hvad jeg sætter mig for.”

Jeg nikker, mærker mit hjertets banken.

“Det kender jeg godt – mine indre dæmoner vil oftest gerne tale mig fra at udfordre min egen kunst og kraft.”

Nu er det Christina som nikker. 

“Ja, jeg konkurrerer også med mig selv. Dengang det bare var min mand, Claus og jeg, mine designs og Claus’ salgskraft til at sælge, var der masser der sagde til os, at vores ure var en dårlig idé. Det krævede vores vedholdenhed og mod til at fortsætte, men vi troede på det, dét blev vores fælles styrke.”

Christina læner sig tilbage i stolen, lægger det ene ben over det andet. 

Føler mig barnlig, men hun ligner én jeg gerne vil være når jeg bliver stor, og jeg får sådan en lyst til at bestige et bjerg, æde mig ind på en højderyg, nyde mine musklers formåen frem mod et mål. Der er noget sundt over hende, følelsen af at jeg får lyst til at gøre mig umage med mit liv kiler sig op ad min ryg. Jeg ranker mig, mine håndflader er nu glatte mod koppens flade. 

“Hvor mange er I egentlig til at designe jeres smykker og ure?”

“Der er kun mig.” Christina læner sig igen frem på stolen.

Så ryster hun let på hovedet, kigger op, før hun fortsætter: 

“Jeg bliver så let betaget af arkitektur, design, former på et rækværk og kunst – en gang blev jeg så forblændet af et dørhåndtag, at jeg måtte stoppe op, fotograferede det fra alle vinkler, måtte gemme det til inspiration.”

Jeg smiler, kender godt følelsen, når genstande synes at blive lyst op indefra. 

“Folk stopper ofte op,” siger Christina, “de kigger undrende på mig, er nok i tvivl om hvad jeg egentlig laver, når jeg foreksempel foreviger et dørhåndtag fra alle leder og kanter.” 

Hun trækker på skuldrene. “Nogle ser måske et håndtag, jeg ser krummelurer, snoninger og buer.” 

Christinas hænder bevæger sig nu, tegner former i luften imellem os, imens hendes øjne søger mod loftet. 

-“Jeg synes, at verden er så utrolig smuk når jeg åbner øjnene, ser op, ser mig omkring. Når jeg lukker den kreative boble omkring mig, står materialerne levende frem, eksempelvis når jeg arbejder med diamanter, safirer og andre ædelsten.”

De blå topaser i Christinas ører bevæger sig stadig rytmisk til hendes tale, lyset springer fra dem, som vidste de at de blev nævnt.  

“Og nu sælger I ure og smykker til hele verden, det er da fantastisk,” siger jeg og skæver til den miniavis, der ligger på bordet imellem os, med et billede af Christina og H.K.H. Prinsesse Mary, som står ved siden af hinanden.

Christina følger mine øjne. 

“Ja, Claus og jeg startede i en lille lejlighed, vi var unge, nybegyndere på markedet, men vi valgte den vej, der fungerer for os.”

“Har du et råd til mig, på min vej til at skabe disse nye slags portrætter af kvinders passion?” Jeg kigger væk, min egen usikkerhed er altid i spil. 

“Bliv ved!”

Ordene kommer prompte. Christinas øjne lyser, fanger mig ind, har en følelse af at hun har regnet mig ud. 

“Det handler om at turde, men også om at blive ved, selv når du ikke tør.”

Jeg sender Lukas Graham en tanke. Han og Christina ved ét og andet. 

“The smallest voices, they can make it major.”

Mine kinder brænder igen, bøjer mit hoved, før jeg møder Christinas øjne med et tak

Ranker mig

Da jeg mærker ordenes kraft. 

✨✨✨

Du kan møde Christina og se hendes smykker og ure lige her: christinadesignlondon

Ét svar

  1. Johannes Arvin 10/07/2016

Skriv et svar