Snoren til mine børn

Jeg er så træt, min krop trænger til hvile. 

Alligevel kan jeg ikke give slip, falde i søvnens land, med min datter ved min side. 

Der er dage hvor jeg drømmer om tid for mig selv, væk, alene, fri til at gøre hvad jeg vil. 

Men altid denne snor, der hiver mig tilbage. Til hende, til ham, til mig selv, til mit hjerte, som banker for dem.

Og jeg ser, at tiden svigter når jeg mister dem af syne, mærker deres længsel, deres eventyr de allerede søger. 

Som dreng, som pige drages de mod de højeste bølgeskvulp, de brede sandrevler og de længste grene. 

Så jeg bliver liggende, i en akavet stilling, i den alt for lille seng.

Hendes små læber puster i takt til en rytme, de små fingre vikler sig om mine, som en sidste vilje fra søvnens stige.

Jeg mærker endnu en gang tyngden i min krop, den er tung af dagens dont, men alligevel – trods alt, lidt lettere nu, ved fornemmelsen af de små hjerteslag under dynen. 

Skriv et svar