At sidde fast

“Kære Måne, du hænger uden for min bilrude. Bliver du aldrig træt af din udsigt?

Jeg sidder i kø på en motorvej, og mit fremmøde er allerede en time forsinket.

“Næ,” siger månen. “Jeg kender min plads, det er mere end hvad du gør. Du sidder fast, både i bilkø og i tanke. De samme forhindringer – Hvem er jeg og hvad skal jeg nå? Du bliver ved med at spørge dig selv. Du tror, at du bevæger dig i tanke, men du kører blot i ring for at ende ude i en større bue.”

Jeg bider i de røde negle, der er maskeret til aftenens brug. Den røde lak ridses af mine sammenbidte tænder som er lukket om pegefingerens spids.

“Men hvis ringen bliver større, må det da betyde, at jeg rykker mig lidt? Siger jeg med øjnene rettet mod den lysende kugle.

 “Det er sandt,” siger månen, “men jeg synes, at du skulle prøve et udsving.”

“Men hvad hvis jeg tager de forkerte veje i mit liv?”

Nu griner månen. Den ryster og runger. Danser op og ned på den sorte himmel af frydefuld latter.

Jeg kigger mig omkring i den lange bilkø. Vi er som blikdåser stuvet sammen på den kolde motorvej. Mon de andre bilister opdager månen griner og blinker?

“Du skal ikke grine af mig og mine bekymringer.” Nu er den røde lak snart bidt væk.

“Tro mig,” siger månen, og tørrer tårerne bort, som blev født af latter. “Når du først forstår, at der ingen gale veje findes, og at andres latter kun er forstyrende lyde til ikke at følge dit hjerte, kan du glæde dig over friheden ved at alt kan ske.”

Skriv et svar